Gå til ny hjemmeside 

Klubben

Universitets Shotokan Karate

Klubben blev oprettet i efteråret 1983 som en aktivitet under Aarhus Universitets Sport. I de år, klubben har eksisteret, er der optaget nye medlemmer to gange om året (september og februar). Man behøver ikke at være tilmeldt Aarhus Universitet for at træne. Vi optager nye medlemmer i alle aldre og af begge køn. Der er ca. 30 % kvinder og 20 % børn i klubben.

Klubben er oprettet af instruktør Adrian Arsinevici (7. Dan). Han har dyrket karate siden 1976 og har trænet 1½ år i Japan med Kasuya sensee og Kamiyanagi sensee. Adrian har trænet og undervist i Japan, Macau og i Europa, hvorved han har udvidet sit kendskab til karatens teknik, filosofi og historiske rødder.

Træningen berører både det fysiske og det åndelige aspekt af karate. Vi lægger vægt på en god og seriøs stemning under træningen og uhøjtideligt samvær bagefter. Der afholdes halvårlige prøver (gradueringer) og klubben rummer nu alle grader op til 5. Dan.

På det nationale plan er klubben tilsluttet Dansk Traditionel Karate Forbund (DTKF) mens den internationalt er tilknyttet The World Shotokan Karate-Do Federation (WSKF). Gennem disse forbund formidler vi kurser og mesterskaber både i Danmark og i udlandet.